Angora Kaniners Foderbehov

De Glade Kaniners Diæt

Ida Friborg
Ida Friborg
16. november 202528 visninger
Angora Kaniners Foderbehov

Grundlæggende gælder de samme regler for fodring af angorakaniner som for andre kaninracer. Det er vigtigt at være opmærksom på, at kaniners fordøjelsessystem er helt anderledes end vores. Derfor kan man ikke sammenligne deres kostbehov med menneskers. Hvor vi er altædende rovdyr, er kaniner udelukkende planteædere og byttedyr – og det præger hele deres fordøjelse.

Angorakaniner kan være svære at vurdere kropsstand på, fordi den lange uld kan give indtryk af, at de er større, end de egentlig er. Derfor bør man jævnligt mærke efter under pelsen for at vurdere deres reelle størrelse. Jeg har klippet mange kaniner gennem årene i alle aldre, og jeg bliver stadig overrasket over, hvor små de kan se ud uden deres uldjakke.

Klippetiden – som typisk falder hver tredje måned – er en god anledning til at tjekke både kaninens kropsbygning og dens tænder. Skæve eller for lange tænder kan nemlig gøre det svært for kaninen at spise nok, og det påvirker dens sundhed.


Foder til kaniner_01


Foder har flere funktioner for kaniner, end det har for os mennesker. Udover at holde kaninen mæt og give den energi og nødvendige næringsstoffer, hjælper maden også med at slide dens tænder ned. Kaninens tænder vokser hele livet – helt op til 3 mm om ugen! Hvis de bliver for lange, kan det give store problemer. Tænderne kan slide hul i tandkødet eller i værste fald vokse op gennem læben. Derfor er det vigtigt, at kaninen altid har noget at gnave i – grene er ideelle til det formål, og jeg bruger ofte grene fra æble- eller nøddetræer.

Maden fungerer også som aktivering og beskæftigelse. Hvis du vil gøre fodringen sjovere, kan du finde masser af kreative idéer på Pinterest. Nogle binder f.eks. gulerødder eller æblestykker i en snor og hænger dem ned fra loftet, så kaninen skal arbejde for hver bid. Husk dog at sikre, at kaninen ikke får fat i snoren og spiser den.

Kaniner er følsomme dyr – både over for temperaturændringer og ændringer i kosten. Hvis du får en ny kanin, bør du derfor altid spørge til, hvad og hvordan den er blevet fodret. Mange avlere giver en lille pose foder med hjem, så den nye ejer kan skifte kosten gradvist. Hvis ikke du får foder med, skal du især holde øje med kaninens afføring og sørge for rigeligt frisk hø. Hø og græs udgør nemlig altid grundlaget for en sund kaninkost.

Ifølge Frikanin.dk – en af Danmarks bedste kilder om kaninpleje – ser den ideelle fordeling af foder til en sund kanin således ud:

De internationale anbefalinger til kaninens foder;

  • 16% råprotein
  • 11,5% fordøjet protein
  • 15% råfibre
  • højest 16% stivelse
  • 2,5% fedt og cirka dobbelt så meget calcium som fosfor.

Med hvad betyder det i praksis? Ikke mange fodre deres dyr på baggrund af "råfibre og stivelse." Et lettere overblik ser således ud:

  • 80-90% Kvalitets hø
  • 5-10% Grønt
  • 5% Foder

Suppler med grene fra forskellige træer. Dog skal du holde dig fra grene fra hyldetræer og stenfrugtstræer.

Giv frugt og gulerødder i mindre mængder, da de indeholder meget sukker.

Indlag-PIC-Fordøjelsessystem02

Pseudo Drøvtygger

For at forstå kaninens diæt bedre er det vigtigt at kende til dens fordøjelsessystem. Man behøver ikke at vide alt i detaljer, men en overordnet forståelse er nyttig. Kaniner er såkaldte pseudo-drøvtyggere, hvilket adskiller dem fra os mennesker, der har et monogastrisk fordøjelsessystem – altså ét enkelt mavekammer. Drøvtyggere har derimod et polygastrisk system, hvor mavesækken er opdelt i fire kamre: formaven (vommen og netmaven), mellemmaven (bladmaven) og bagmaven (kallun/løben). Pseudo-drøvtyggere, som er en undergruppe af drøvtyggere, mangler vommen og har derfor tre “maver”. Både drøvtyggere og pseudo-drøvtyggere lever af store mængder grovfoder, fibre og korn – altså føde, der er vanskelig at nedbryde. Eksempler på pseudo-drøvtyggere er marsvin, hamster, heste og kameler. Eksempler på drøvtyggere er kvæg, giraffer, geder og får.

En vigtig ting at vide om kaniner er, at de producerer to typer afføring: almindelige kugleformede lorte og en særlig natafføring, de såkaldte cecotroper. Cecotroperne indeholder livsnødvendige vitaminer, som kaninen skal optage ved at spise dem igen. Et forsøg med harer har vist, at dyr, der forhindres i at spise deres cecotroper, kan dø i løbet af få dage. Det understreger, hvor essentielt dette led i fordøjelsen er.

Når kaninen spiser, passerer maden først mavesækken og derefter tolvfingertarmen og tyndtarmen, hvor fedt, proteiner og kulhydrater nedbrydes. Herefter deler tarmen sig i blindtarmen og tyktarmen. Kaniner har en stor blindtarm fyldt med mikroorganismer, som gennem gæring fortsætter nedbrydningen af den fiberrige kost. Denne proces frigiver vigtige næringsstoffer, hvorefter materialet sendes videre til tyktarmen og udskilles som cecotroper. Cecotroperne er små, klistrede klumper, i modsætning til den normale tørre og adskilte kaninafføring. Når kaninen spiser cecotroperne, optager den de næringsstoffer, der først er gjort tilgængelige gennem gæringen i blindtarmen. De fibre, som er for grove til at blive behandlet i blindtarmen, passerer videre og udskilles som almindelig afføring.


Foder til kaniner_02


Egne Erfaringer

Det vigtigste at forstå ved kaninens fordøjelse er, at den er skabt til at håndtere svært nedbrydelig kost. Systemet fungerer optimalt, når hovedparten af foderet består af grovfoder som hø, græsser og ukrudt. Store mængder forarbejdet foder som pilleblandinger og müsli kan hurtigt bringe balancen i mave-tarm-systemet i uorden. Mine egne erfaringer er, at kaniner let overspiser pillefoder og müsli, fordi det smager godt, mætter hurtigt og indeholder mere fedt. Det kan få dem til at springe det sunde, fiberrige hø og græs over. Vælger man en müsliblanding fra supermarkedet, bliver kaninen ofte også kræsen og sorterer de dele, den bedst kan lide. Derfor anbefaler jeg at vælge et ensartet pillefoder. Jeg bruger selv økologiske piller fra DLG, men der findes mange gode produkter.

Hvis du slagter dine kaniner, er det vigtigt at undgå foderblandinger med stoffer, der kan påvirke kødet. Nogle foderblandinger indeholder lægemidler, der bruges til at holde kaninerne raske, men som kan ophobes i kødet eller påvirke miljøet og bakteriebalancen. Blandinger med medicin mod sygdommen “hovedløse” må eksempelvis ikke gives de sidste fem dage før slagtning. Andre blandinger indeholder probiotika og præbiotika. Spørg derfor din forhandler om indholdet i det foder, du køber, og fortæl, hvad du bruger dine dyr til.

Kaniner ved fra naturens side, hvilke planter de kan tåle. Jeg lader mine kaniner smage på så meget som muligt og holder øje med, hvad de foretrækker. Kaninunger lærer også af deres mor, hvad der er sikkert at spise. For at undgå kræsenhed og sikre variation giver jeg mine kaninmødre adgang til så mange forskellige græsarter, ukrudtsplanter og blade som muligt – naturligvis med forsigtighed, så de ikke får maveproblemer. Hvis en hun er drægtig eller har diende unger, sørger jeg altid for, at hun ikke taber sig. Disse hunner har altid fri adgang til foder.


KILDER:

Om kaninhold generelt: www.frikanin.dk
Om drøvtyggere: https://www.skoven-i-skolen.dk/content/drøvtyggere

Bøger:
Flemming Schiette - “Angora til Husbehov”
Tine Kortenbach - "Urban Farming, Kaniner"

Synlighed: Offentlig